Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken i Aarhus Domkirke, 5. s.e. trin.

Aarhus Domkirke den 4. juli 2021 kl. 10.00

Salmer: 745 Vågn op, 725 Det dufter, 318 Stiftet Gud søn, 147 Der sad, 752 Morgenstund. Nadver: 633 Har hånd du lagt

 

“Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham”. Det er den her sidste linje, jeg altid slår mig lidt på. For sådan lige på en gang at forlade alt for at følge en anden. Det er voldsomt. Jo, jeg har hørt om nogen, der har gjort noget lignende. Men jeg forstår det ikke rigtigt. Jeg har svært nok ved at forstå, at nogen pludselig, en aften på stamværtshuset, beslutter sig for at tage hele vejen til Baku, selvom det er for at se landsholdet spille.

Men ægtefælle, børn, familie, hjem, arbejde, alt det, der betyder så meget for de fleste: bare sådan væk, over skulderen med det og så ud på vejen, ud af følge en, man lige har mødt på grund af nogle ord, han har sagt. Usikkerhed, uforudsigelighed, afsavn er jo, hvad der venter efter det allerførste skridt væk fra det gamle liv, ind i det nye. Hvad gør, at man er parat til at tåle det?

Jeg kan sagtens forstå det, der går forud. Først opgivelsen eller resignationen der ligger og skvulper i Peters svar til Jesus, da han efter sin undervisning af dem, eller rettere prædiken for dem, siger de skal lægge ud på dybet og kaste garnene ud til fangst. “Helt ærligt altså. Vi har knoklet hele natten og vi har ikke fået noget”.

Peter har nok haft lidt det samme blik i øjnene, som den gamle fisker, ude ved mit sommerhus havde, da han her den anden dag fortalte mig, at skrubberne (“Skruppern” på det lokale mål) ikke længere går ind i fjorden. Han har fisket der hele sit lange liv, men der er ikke noget tilbage at fange derude. Men nu gav han det så lige en chance. Det samme gjorde Peter og de andre. Sikkert med et opgivende suk: “Nå, så ok da. Når du nu siger det”.

Vi kender det allesammen. Man orker måske ikke det, der venter i dag, tror måske ikke rigtigt på det, forudser bøvl og brok og problemer, men tager så alligevel afsted om morgenen, sukker, griber kaffekoppen og fanger sin gerning an. “Nå, så ok da”. På trods af alt.

Men jeg skal da love for, at fiskernes mismod, her i dagens evangelietekst, gøres til skamme og at de både belønnes og overraskes. Bådene, står der, fyldes med fisk, så de er ved at synke. Og her forstår vi vel også, et eller andet sted, Peters reaktion. Havde min lokale fjordfisker oplevet det samme forleden dag, at hans net også var ved at revne, tror jeg også han var blevet betænkelig, før han var blevet glad. For hvad i al verden sker der lige her?

Skulle vi på samme måde opleve, at noget fuldstændigt uventet overrumplende indtraf for os, der skubbede til vores lille velordnede hverdag, så ville vi nok også træde et forskrækket skridt eller to tilbage for lige at genvinde fodfæstet. Peter udbryder: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”. Som et fattigt og fromt menneske af den gamle tro ved han, at man ikke skal komme alt for tæt på det hellige. Venligst: Lad mig leve min lille kedelige og højst menneskelige, gennemsnitstilværelse i fred. Det kan også blive FOR stort og vildt og voldsomt. Det tror jeg en gennemsnitlig folkekirkedansker, som vi nu er flest, kan sætte sig ind i. Undere og mirakler har vi det ikke altid så let med.

Men Peter og hans fæller ender altså med at følge Jesus. Den store fangst gør udslaget. Eller ikke så meget fangsten i sig selv, men dét, den er udtryk for. Nemlig den overflod, den overvældende overflod, rigdom, overskud, herlighed, som i sammenhæng med det Jesus har fortalt dem, og som vi hver søndag, her i kirken, kan høre talt til os, bliver et udtryk for selve Guds væsen, for alt det gode Gud vil os. Altså at Gud VIL have med syndige, mangelfulde mennesker at gøre, at han er hernede i vores beskidte, svedige, møjsomme, fattige hverdag for at vise os, hvem han er, hvad han vil. Og at hvad han vil, er overflod, rigdom, overskud, herlighed, eller som Jesus lærte os det: nåde, fred, tilgivelse, kærlighed. Og det bare sådan! Forstå det, hvem der kan.

Og så skal vi lægge mærke til Jesu ord til den rædselsslagne Peter: ”Du skal ikke være bange”, eller ”Frygt ikke!”. Frygt ikke! Det er jo nærmest et omkvæd i vores Nye Testamente, som Guds ord til hver og en af os, om at han er her i vores hverdag, at han giver sig til kende her, i sin søn, i et menneskes skikkelse, i menneskeord om menneskers liv.

Det hellige er med andre ord blevet til at have med at gøre. Hvor vi ligesom Peter og nærmest pr. religiøs instinkt forbinder det med bulder, brag, underkastelse, noget på en gang skræmmende og dragende, et åndeligt jordskælv som fejer al tvivl og tøven bort og som rykker os ud af vores fortrolige hverdag, der bliver det med Jesus til stilfærdige, forståelige ord om at, vi ikke skal frygte, for han er med os alle dage indtil verdens ende.

Det er jo dét, vi hørte før, da Theo, Ingeborg og Andreas blev døbt. Og det er det vi hører, når vi om lidt holder nadver, hvor Jesus giver os sig selv, og fortæller, at han er hos os, i sit legeme og sit blod.

Ja, med Jesus bliver det hellige virkelig til at have med at gøre. Al den overflod, rigdom, overskud, herlighed, de fyldte net, der er Guds væsen, kommer til os i det han siger til os, som vi hører her i kirken, til gudstjenesten, ved dåben og ved nadveren. Alt hans rigdom kommer til os, når vi i glimt forstår, at vi hører ham til og at det giver os en ny begyndelse. Ja, det sender os ud af kirken med fyldte net. Man kan sige, at Theo, Ingeborg og Andreas og vi alle, der er her i dag, sendes ud af kirken med fyldte net. Så meget godt at tære på og leve vores liv på.

Peter fik at vide, at han og hans fæller nu skulle fange mennesker i stedet for fisk. Det vil sige, at de skulle bringe det videre til andre, som de selv havde fået. De skulle gå ud i en sommertider farlig og fjendtlig verden og fortælle at Gud ikke er den der tårner sig faretruende op foran dig, men er med dig og skænker dig liv og lys, selv i døden og mørket. Ord fyldt med nåde og kærlighed kan vække indædt modstand, når det kommer den gamle tros eller vantros magthavere på tværs. Det er hvad mange kristne erfarer rundt om i verden den dag i dag.

Men vi på de her breddegrader der er så privilegerede at færdes i smult vande skal også bringe det videre, vi har fået. Vi skal skænke som vi selv er blevet skænket og fylde andres net, som vores er blevet fyldt. Ikke som Peter og hans fæller ved at smide alt, hvad vi har i hænderne og forlade alt og alle, men ved at være, hvor vi er og på de små og mange måder vi kan give videre af rigdommen og overfloden.

Luther gjorde rigtig meget ud af, at vi skal gøre Guds overflod, evangeliets rige gaver, gældende, ikke ved at forlade hus og hjem og gøre store og spektakulære gode gerninger, men ved at være tilstede i vores hverdag, blandt vores nærmeste, familie, naboer, venner, kollegaer, og imod dem gøre godt, som Gud det vil på allerbedste måde.

Det handler bl.a, som han beskriver det et sted – og det er jo helt apropos sådan en dag med mange småbørnsforældre i menigheden - også om ”at vugge barnet, vaske bleerne, gøre sengen i stand, holde stanken ud, ligge vågen om natten, stå op, når barnet skriger, tage sig af dets udslæt og sår, og derudover tage sig af konen, sørge for næring til hende, arbejde, sørge for dit og sørge for dat”. Ja, sørge for dit og dat.

Overfloden, rigdommen, overskuddet, de fyldte net kan ligge i de mindste ting, de mindste handlinger, som vi måske bare gør, men som også gør andres liv og verden lidt større og lidt lysere og lidt bedre og lidt mere fyldt med liv og kærlighed. For så vidt er vi alle kaldt på som Peter og hans fæller blev det. Som dem er vi også sendt ud med en opgave i verden: at bringe videre, hvad vi selv har fået af Gud. Gud store mening med os, tilsidesætter ikke vores hverdag, men sender os ind i den for at gøre godt, så godt, som vi nu kan. Og vi kan det.

Morgenen efter at jeg havde talt med den gamle fisker, gik jeg tidligt ned til fjorden. Det var en sjældent smuk sommermorgen på årets længste dag. Jeg så, at han stod dernede, optaget af sit eget. Ja, jeg tror ligefrem, at han stod og tømte sine garn. De har nok ikke været ved at revne, men måske en skrubbe eller to, hvem ved.

Trods trætte hverdage, hvor vi måske ikke rigtigt tror på det, sker den slags jo, at vi får en ny begyndelse, en ny mulighed, fisk i nettet, få eller mange. Guds gode gaver kommer til os alligevel, gennem andre eller gennem os til andre. Små ting kan fylde meget i Guds riges regnskab. Så lad os bare lægge fra land og ud på dybet, for der er han også.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag om, at du kan bruge os, som dem vi er, til at bringe, hvad du har givet os, videre til vores næste, der hvor vi er. Tak for alt det store, du gav os i det små.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed