Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken Sexagesima 2018

Aarhus Domkirke søndag  den 4. februar 2018 kl. 17.00

Salmer: 557 Her vil ties, 412 Som vintergrene, 320 Midt iblandt os, 7 Herre Gud, nadver: Vidunderligst

Jeg tror det er salmedigteren Lisbeth Smedegaard, der siger, at vejret er noget af det sidste vi danskere har tilfælles. En lidt pessimistisk udmelding, men – jo -vejret kan vi altid tale om. Det er altid anledning til en god snak, i våbenhuset, i kirkedøren, på kirkegården, eller hvor vi nu mødes. Ligesom – og der er nok i den anledning hun har sagt det – at vi har en særlig kærlighed til de salmer, hvor natur og vejrlig indgår. Det genkendelige gør godt. Her er noget vi kan knytte an til med sanser og erfaringer og erindringer.

Og så meget desto mere da vejrlig og årstider, her på vores breddegrader, harmonerer så fint med kirkens år: Julen som det blafrende lys i vinterens mørke, påsken i det tidlige forår, hvor de første blomster bryder gennem mulden, pinse når hele skaberværket folder sig ud. Osv.

Og så er der fasten, som vi er på vej ind i nu med søndag Sexagesima og kyndelmisse, hvor de kendte danske vintersalmer og sange byder sig til, og vi husker hvordan det var, dengang der var vinter om vinteren: Sne som tynger is som truer, kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård, vinteren strenges, dagene længes, og hvad de nu siger alle digterne, som vi læser landskabet og vejrliget igennem.

Udenfor de frostknugede landskaber, og i teksterne, fastens tekster, som vi skal høre læst her i kirken frem mod påske, er der også skåret ind til benet, og der kredses om tilværelsens store modsætninger, dens sort og hvidt: godt og ondt, Gud og djævel, mennesket fanget mellem magterne, blinde, der bliver seende, onde ånder der drives ud, og Jesus der viser vejen. Trodsigt håb i det golde og håbløse.

På samme udenfor, på trods af kulden og måske sneen, fornemmes et spinkelt liv: fuglene der lavmælt rumsterer rundt i haverne og et eller andet sted i hegnet de tidligste forårsblomster. Forsommers minde, som Brorson kalder det. Fugl og urt. Læg mærke til hvor ofte de to håbs-repræsentanter også forekommer i de danske vintersange.

Teksten til i dag, Seksagesima, ouverturen til fastetiden, har også både fugle og vækster med. Hvad sidstnævnte angår, små bitte frø, håbs-repræsentanter, småtterier der nok skal blive til noget, småtterier der lover at noget andet og større følger, småtterier der har sommer og vækst og blomster og frugt og træer i sig. Gudsrigets småtterier, siger Jesus. Det løfterige midt i det stillestående og kolde og døde.

For det gror, siger Jesus i sin lignelse. Det gror og vokser lige meget hvad. Det gror og vokser umådeholdent og bliver til noget meget stort og omfattende. Vi ved, som manden der sår, ej selv hvorledes. Men godt at vide, at det vokser og gror, for lige nu er vi – ude i naturen og i livet vi lever - mest fortrolige med de små frø, de spæde vækster, de fåmælte fugle. Småtterierne. Ret ofte er det faktisk svært at få øje på andet. Tilværelsen, verden, vores liv med hinanden er ret nøjsom på alt det Guds Rige er kendetegnet ved: fred, glæde, retfærdighed, trøst, barmhjertighed, tilgivelse, tro, håb, kærlighed.

Fem minutter på de sociale medier eller debatfora kan tage troen på et snarligt gennembrydende Gudsrige fra de fleste. For ikke at tale om en tur gennem avisernes overskrifter. Og hvordan har det så ikke været for dem, Jesus fortalte lignelsen til?  Deres liv har nok heller ikke ligefrem været et cruise på første klasse. Og hvordan så ikke i sønderbombede ruiner, i slummen, i flygtningelejre, fængsler og al den anden virkelighed en ikke så ringe del af menneskeheden deler.

Men det er der, siger Jesus. Gudsriget er til stede midt i goldheden og hårdheden. Det spirer og vokser. Som korn i marken. Som sennepsfrø. Som småtterier. Som han viste det: når en tilgiver en anden, når den hjælpeløse hjælpes, når der gøres godt, når en byrde løftes fra en andens skuldre, når håb indgydes, når du glemmer dig selv og takker for det, du har fået, når bekymring bliver til mod og mennesker vender sig til hinanden i stedet for imod hinanden.

Det kan gå flygtigt og forbigående, det kan være under radar, det kan være aldeles uspektakulært og svært at få øje på og sådan lige lægge mørke til. Småtterier. Men det sker. Det er der. Og altså som varsler om noget der skal komme. Et frembrud.

Hvornår ved vi ikke. Men engang, når Guds mening med det hele sætter sig igennem. Nok ikke i vor tid, som man siger om DSBs timedrift mellem de store byer eller det tredje spor på motorvejen. Men det er på vej, siger Jesus. Ikke fordi vi skal gå og forvente det lige om hjørnet, eller ligefrem skynde på det, men fordi at vi skal glæde os over, at det vokser et eller andet sted, og at det ER Guds mening med det hele, og at der ER frø, spirer, små tegn, småtterier, her i blandt os, som vi skal varme os ved, ja ikke alene det, men som vi skal leve vores liv på, leve vores liv efter.

Ligesom der bor blomstrende kornmarker og vajende træer i et lille frø, bor Guds evighed i de små uanseelige ting, Derfor kan der også i vores modløse og karrige tid, i vores lille liv, være store ting på spil. Store ting på spil i de ellers så uanseelige småtterier, vi lader komme til udfoldelse imellem os, småtterierne hvor troen, håbet og kærligheden bor på mange og uforudsigelige måder.

Vi skal være varsomme med de her småtterier, der bor evighed i dem. Så når Brorson forestiller sig førstegrøden, den lille grønne vækst under sneen, er det ikke bare ledsaget af det vemodige og resignerende smil, men af et håb og et mod, der vokser sig så vældigt, at han fornemmer sommeren er nær. Og så vokser det på solfyldte marker, og fugle slår sig ned i træet. Og så finder man mod og mening til at leve sit liv, som Gud det vil. Også i en verden vi nogle gange synes ligner en ørken, der bare vokser og breder sig.

Et gammelt engelsk digt (vistnok Shelly) siger: If winter is near, can spring be far behind. Hvis vinteren er her, kan våren så være længe efter. Nogle vil måske synes, det er banalt. Men de fleste banaliteter har begyndt deres karriere som store sandheder. Og er trøst er det i hvert fald, når man synes, at vinteren på forskellige måder kryber ind på en og ind i en.

Og evangeliet om Guds søn, der som skrøbeligt menneske gik det skrøbelige menneskes vej, som dét døde og blev jordet. Evangeliet om ham, der stod op som forårssolen. Dét evangelium bærer også på det helt enkle løfte, som gør godt, trøster og giver mod: at Gud endnu skaber og skænker og fremmer sin nye dagsorden i blandt os. Når en tilgiver en anden, når den hjælpeløse hjælpes, når der gøres godt, når en byrde løftes fra en anden skuldre, når håb indgydes, når du glemmer dig selv og takker for det, du har fået, når bekymring bliver til mod og mennesker vender sig til hinanden i stedet for imod hinanden.

Men en dag folder det sig ud. En dag vil alt blomstre. Det løfte hvælver sig over det hele. En dag bliver det stort. Historien er ikke fortalt færdig, bogen er ikke lukket, og vi befinder os midt i endnu et af de storslåede kapitler.

Og sikke et fint vejr, vi har i dag.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Herre, vi beder dig om, at du lader os se nye begyndelser, dér hvor vi havde lettest ved før kun at se afslutninger.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lad dine ord til os falde i den fede muld.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen.

Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen